Vestermølle Møllelaug


Sporet ved Vestermølle

Fra Skårup Kirkevej er der en storslået udsigt over Søhøjlandet Brochuren om Sporet ved Vestermølle kan tages fra den gule kasse ved indkørslen til en af Vestermølles P-pladser

Et partnerskab bestående af Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer (sekretariat), Skov & Naturstyrelsen samt Landdistrikternes Fællesråd har i de senere år i samvirke med lokale foreninger etableret 160 Spor i Landskabet ud over Danmark.
Se www.spor.dk Der er tale om trampestier, så især i vådt vejr anbefales solidt fodtøj.
Tilsammen er sporene på 650 km. Ved hvert spors begyndelse kan der i en gul stålkasse tages en gratis brochure, hvori orienteres om de oplevelser med både historisk og aktuel baggrund, som den vandrende bydes på undervejs. Denne information kan også udprintes fra ovennævnte hjemmeside.
Lige nu planlægger partnerskabet med støtte fra Nordea-Fonden over de kommende fem år at anlægge yderligere 1.500 km spor i den danske natur.

Et af de smukkeste Spor i Landskabet er Sporet ved Vestermølle, der blev etableret og indviet i 2010 på initiativ af foreningen Aktiv Fritid Skanderborg. Fra Vestermølle går turen langs Sønderbækken op i Sønderskoven og tilbage over Skårup Kirkevej, hvorfra der er en storslået udsigt over Søhøjlandet.
Det er ikke mange steder i Danmark, der om landskabet kan bruges ordet storslået, men her gælder det. Sporet er på 4,4 km., og turen kan af den trænede klares på en god times tid.
Men sæt længere tid af - dvæl ved de steder, der omtales i brochuren og nyd udsigten. Alt sammen giver det efterfølgende lyst til en kop kaffe eller lidt at spise på Restaurant Vestermølle, afhængig af tid på dagen. God tur!