Menu
Vestermølle-mel

Den gamle stenkværn, trukket af CO2-fri vandkraft, maler fulldkornsmel af dansk konceptavlet kvalitetshvede. Kan købes i Museet og Restauranten. Velegnet til brød, boller, pandekager, panering af fisk - og som værtindegave. Se Folderen om mel.
Åbent for grupper
fra 08 til 22


Møllehusets udstillinger og Virtuelt Museum på Vestermølle er åbent året rundt for besøg - for grupper og skoleklasser fra 08 til 22. Se folderen Vestermølle ved Skanderborg Sø - det oplagte gruppe-udflugtsmål og læs mere under Besøg. Kontakt Jørgen Lund Christiansen på 40 50 03 33, evt. 86 51 17 20 eller på jlc-kommunikation@post.tele.dk

Besøgende, som kommer ind fra gaden, bedes checke åbningstider under Besøg.

Restaurant Vestermølle har telefon 88 27 60 10. Se også www.unisans.dk, klik Vestermølle

Pressemeddelelse
14. november 2011

Istandsættelse af laden på Vestermølle ved Skanderborg markerer samtidig afslutning på otte års restaureringsarbejde
Der er gået otte år, siden de første skitser til restaureringen og ombygningen af Vestermølle blev lavet. Efter en grundig ansigtsløftning, hvor gården samtidig er ombygget til nye formål, står Kultur-, Aktivitets- og Formidlingscenter Vestermølle i dag næsten helt færdigt og drives med stort engagement blandt andet af en gruppe lokale ildsjæle. Det eneste udestående er restaurering af møllens ladebygning, hvortil Realdania netop har bevilget 1,75 mio. kr. så den kan stå færdig i løbet af 2012.

Unik bygning med mange formål
Laden er Vestermølles smukkeste og mest karakteristiske bygning, opført i 1841 som kørelade med sideloer i klassicistisk stil. Dens bærende trækonstruktion gør det til en speciel oplevelse at være i det 300 kvm højloftede rum med kig gennem staldvinduer lige ud til søen få meter mod vest. For to år siden blev ladens murværk sat i stand, og bygningen fik nyt tag. Realdania-bevillingen sikrer nu den indvendige istandsættelse og isolering af huset, så det med respekt for byggestilen kan bruges året rundt til udstillinger, seminarer, møder, koncerter og sammenkomster.

Når laden står færdig i juni 2012, er hele den gamle gård ved Skanderborg Sø ikke blot bygningsrenoveret, men også indrettet som værksteder, møde- og foreningslokaler samt restaurant til glæde dels for 1.500 medlemmer fra de foreninger, der holder til på Vestermølle, dels for offentligheden, som også bruger centret og dets omgivelser.

At bevare og at bruge
Vestermølle er i dag et meget populært udflugtssted, som tiltrækker mange forskellige brugere. Tanken om at gøre kulturarven til et aktiv og give den nye funktioner er da også en af de væsentlige motivationer for Realdanias støtte til projektet. "Det handler om at bevare og bruge", forklarer Realdania-projektleder Christian Andersen. "Vi ønsker at være med til at sikre en hensigtsmæssig, fremtidig anvendelse af bygningerne, der jo også har en helt unik beliggenhed. Oveni er Vestermølle også i høj grad et meget vellykket ildsjæle-projekt, hvor frivillige i samarbejde har skabt meget flotte resultater, som mange andre projekter kan lade sig inspirere af.

Finansiering
Skanderborg Kommune har bevilget 400.000 kroner til istandsættelse af Laden, Foreningen Plan-Danmark 350.000 kroner, Fællesfonden mellem Søren Christian Sørensen og Hustrus Mindefond og Foreningen af jydske Landboforeninger 100.000 kroner og Nordea-Fonden 50.000 kroner. Hertil kommer 150.000 kroner fra tidligere kommunale ikke brugte bevillinger til Vestermølle-projektet, og endelig stiller Foreningen Vestermølle ved nogle af dens medlemsforeninger med 750.000 kroner.

Realdania bidrager til ladens restaurering med 1.75 mio. kr. Gennem årene har Realdania dermed i alt bidraget til omdannelsen og sikringen af Vester Mølle med 6,7 mio. kr. Den samlede investering i ombygning og restaurering af Vestermølle løber op i 33 millioner kroner.

Yderligere oplysninger
Bestyrelsesmedlem Jørgen Lund Christiansen, Foreningen Vestermølle, tlf. 4050 0333
Projektchef Christian Andersen, Realdania, tlf. 7011 6666


Teltfest for tusinde på Vestermølle

Skanderborg ErhvervsUdvikling og dermed kommunens industri, servicefag, håndværk og detailhandel, Odder-Skanderborg Landboforening og dens Seniorklub samt Skanderborg Kommune indbyder sammen med Foreningen Vestermølle lørdag 16. juni næste år til teltfest for tusinde mennesker - eller flere - på engen ved Vestermølle. Udover at markere afslutningen på etableringen af Kultur-, Aktivitets- og Formidlingscenter Vestermølle er formålet at skaffe et overskud, som kan fuldende renoveringsarbejderne på Vestermølle. Det sidste delprojekt er indvendig istandsættelse af møllegårdens smukkeste og mest karakteristiske bygning, laden på 300 kvm., opført i klassicistisk stil i 1841. Murværket blev renoveret i 2009/10, og samtidig fik bygningen nyt tag - et projekt til 1,6 millioner kroner. De afsluttende arbejder og indkøb af inventar er budgetteret til godt 3,5 millioner kroner, inklusive moms. Heraf har Foreningen Vestermølle sikret sig 3,3 millioner kroner. Der satses på, at støttefesten kan skaffe de sidste 250.000 kroner.

Et multifunktionelt hus
Laden kan blive for Skanderborg, hvad Ridehuset er for Aarhus - et multfunktionelt hus, som kan danne ramme om udstillinger, møder og seminarer, koncerter og fester. Dens bygningsmæssige kvalitet kan måle sig med de gamle pakhuse på Christianshavn, hvor der i dag er ministerielle mødelokaler, spisesteder og boglader. Renoveringsarbejderne bliver udført i respekt for husets unikke håndværksmæssige værdi. Både Skanderborg ErhvervsUdvikling, Landboforeningen og Skanderborg Kommune ser frem til at kunne benytte et spændende mødelokale i Laden med moderne it-faciliteter og op til 175 siddepladser.

500 kroner pr. deltager skal sikre overskud
Der rejses et kæmpetelt, hvor der serveres en tre-retters menu fra Restaurant Vestermølle. I forbindelse med middagen er der underholdning og derefter dans. Prisen pr. deltager bliver 500 kroner. Overskuddet sikres ved, at arbejdet både før og efter festen samt serveringen på aftenen forestås af frivillige fra foreningerne på Vestermølle.

Bred lokal opbakning
Erhvervschef Marianne Kristensen, Skanderborg Erhvervsudvikling, ser arrangementet som en fin mulighed for at støtte op om Vestermølle - samtidig med, Skanderborg Erhvervsudvikling kan realisere en gammel plan om at holde et Bussines-Bal. "Vi har", fortæller hun, "tidligere undersøgt, om vore medlemsvirksomheder kunne have lyst til at deltage i et et fælles festligt arrangement med deres medarbejdere, og der var stor opbakning. Nu skal det prøves af!"

Formand for Landboforeningen Jens Gammelgaard samt kultur- og borgerservicechef Svend Erik Jensen, Skanderborg Kommune, siger samstemmende, at de ser et dobbeltformål med festen: Udover at skaffe penge også at lave et arrangement, som vil markedsføre og skabe sammenhold om Skanderborg Kommunes ny Kultur-, Aktivitets- og Formidlingscenter.

45 minutters TV om Riddersalen på DK4
Onsdag 23. november kl. 17.45 og torsdag 24. november kl. 15.00 bringes på TV-kanalen DK4 et 45 minutters program om Riddersalen på Vestermølle ved Skanderborg Sø.
I ugerne efter genudsendes programmet flere gange - og atter nogle gange i december-januar på Kanal Lokal, der sendes på DK4 kl. 06.00, 12.00 og 24.00.
TV-udsendelsen på tre kvarter er en let redigeret udgave af den 55 minutters film, som Lars Jacobsen for Vestermølle Møllelaug lavede i 2009/10.
Han var med fra nedtagningen af Riddersalen til genopførelsen efter omfattende arbejder på specialværksted.
For at levendegøre stoffet blev der indlagt en historie om familie- og arbejdsliv på Vestermølle fra dengang Riddersalen som sommerrestauration blev åbnet i 1912 og frem til en vielse i den gennemrestaurerede bygning 98 år senere.
Riddersalen er i dag den romantiske ramme om Skanderborg Kommunes borgerlige vielser i sommerhalvåret.
Frem til 1954 var Riddersalen sommerrestaurant, hvorefter den i en årrække blev brugt som kornsilo. Fra engang i 1980'erne til 1909 tærede vejr og vind på den unikke bygning, som Kulturarvsstyrelsen fredede i 2005 - med den begrundelse, at træpavillonen er tidstypisk for årtierne efter århundredskiftet 1900 og har bygningsmæssige og kulturhistoriske værdier, som bør bevares. En donation på 2,25 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond samt 600.000 kroner fra Skanderborg Kommune muliggjorde bygningsrenoveringen.
Skanderborg Kommune har netop tildelt Riddersalen Arkitekturprisen for bedste renoveringsarbejde i 2010.

Arkitektekturprisen til Riddersalen
Arkitekturprisen til Riddersalen
Skanderborg Kommunes Arkitekturpris for bedste bygningsrenovering blev 30. september 2011 tildelt Vestermølle Møllelaug og arkitektfirmaet Jørgen Frost Larsen for istandsættelsen af Riddersalen i 2009/10.
Ved modtagelsen af prisen nævnte Møllelaugets formand Jørgen Lund Christiansen, at Ulla Lynge Hansen havde mere end en finger med i spillet, da Riddersalen i 2004 blev fredet af Kulturarvsstyrelsen, og at arkitekt Søren Gottfred Petersen for firma Frost Larsen havde været den faglige hovedkraft bag renoveringen.
Formand for kommunens Miljø- og Planudvalg, Claus Leick, til venstre, har overrakt prisen - i form af en plade til opsætning på Riddersalen -
til Jørgen Lund. Arkitekt Jørgen Frost Larsen ses til højre.

Gl. Estrup-udstilling om korn på
Vestermølle ved Skanderborg Sø


Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup åbner til marts 2012 på Vestermølle ved Skanderborg Sø
en specialudstilling om korn. Det sker i samarbejde med Vestermølle Møllelaug, som lægger plads
til i kværnrummet i møllehuset. Her er der i 500 år ved vandkraft malet hvede og
rug til mel og dermed brød og grød samt byg og havre til grutning til dyrene.
Udstillingen udvikles af museumsinspektør Jens Aage Søndergaard, Gl. Estrup. Hovedemnet bliver
korn som basisråvare for mel, brød, grød og øl, men der vil også være afsnit om arbejdet med
forædlingen af kornsorter - fra vilde græsser på Asiens sletter for tusinder af år siden til de
højtydende sorter, vi kender i dag.

Plancher, genstande og skærm
Møllelaugets gæster vil få informationer både fra plancher og illustrationer, fra udstillede genstande
og via skærm. Møllehusets virtuelle museum udvides hermed fra de historiske og fremtidsvendte
afsnit på 12 skærme på kornmagasinet til en station også i kværnrummet.

Udstillingen får disse fire temaer:
  • Kornets udvikling
  • Forædlingsarbejdet
  • Høst og tærskning
  • Brug af korn i maden - og til ølbrygning
En mejetærskertime = en mands årsværk
Forædling af kornsorterne begyndte med sortering af frøene for at få den bedste og mest sunde
udsæd. I begyndelsen af 1700-tallet opdagede man, at planterne har en kønnet formering, hvorefter
det var muligt at nå frem til bedre og mere ydende planter gennem krydsbestøvning. I Danmark har
vi haft kornforædling siden 1899.
Overordnet set er det de samme kornarter vi har i dag som for 500 år siden, men der er
væsensforskel på et kornaks fra dengang og nu. Forædlingsarbejdet har gjort det muligt at føde snart
syv milliarder mennesker på kloden i dag. Det er 10 gange så mange som i 1500-tallet.
Gennem århundrederne er arbejdet med at dyrke, høste og tærske korn automatiseret.
Jens Aage Søndergaard fortælller, at det arbejde, som en mejetærsker i dag præsterer på en time, i 1870
kostede en mands indsats i et år, når høst med le og tærskning med plejl regnes sammen.

Museumsinspektør Jens Aage Søndergaard, Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup, her
fotograferet ved den gamle stenkværn på Vestermølle, hvor der stadig males brødhvede til
fuldkornsmel.


* Se flere pressemeddelelser her *