En stødhævert er et stykke udstyr, der kan udnytte energien i strømmende vand til at løfte vand til et højere niveau. Vandet kan løftes over 100 m op.
Stødhæverten, også kaldet en vandvædder, er en fransk opfindelse fra 1797 med forgængere tilbage til 1770-erne.
Stødhæverter bruges stadig verden over i bl.a. områder uden tilstrækkelig elforsyning. 1920-1940 blev flere stødhæverter anvendt til at støde vand fra Sønderbækken ved Vestermølle til nærliggende ejendomme, dels 70 m op og flere kilometrer frem til Fruering.
Den mindste af Vestermølle-hæverterne blev i 2014 istandsat af Danmarks vandmester nr. 1, 83-årige fabrikant Agner Thisgaard, stifter af Fasterholdt Maskinfabrik. Den får igen vand fra Sønderbækken ud for mølledammen ved Vestermølle og støder vand op til et lille træbeklædt tårn, hvorfra blomsterbede kan vandes.
For at stødhæverten kan fungere skal man have vand med en passende høj strømningsfart. Stødhæverten placeres så vandet kan løbe gennem tilløbsrøret og ud gennem den fjederbelastede ventil. Det strømmende vand indeholder energi og ved tilpas høj fart lukkes den fjederbelastede ventil. Nu kan vandet ikke løbe ud ved den fjederbelastede ventil og da vandet skal af med sin energi forsøger det at finde en anden vej. Denne anden vej er op gennem kontraventilen, hvor vandet bruger sin energi til at løfte kontraventilen, så vandet kan løbe ind i vindkedlen og op i stigrøret. Vandet strømmer så hurtigt ind i stigrøret og i vindkedlen, at gummimembranen i vindkedlen spændes opad. Når modstanden i stigrøret og vindkedlen bliver for stor stopper vandet med at løbe den vej, og kontraventilen falder tilbage i lukket stilling igen. Da vandet ikke løber mere, åbner den fjerbelastede ventil igen og vandet strømmer ud gennem denne ventil indtil farten igen bliver så høj at den fjederbelastede ventil igen lukker, hvorefter vandet igen løber gennem kontraventilen og op i stigrør og vindkedel. På den måde gentager processen sig.
Ca. 10 % af den tilstrømmende vand kan hæves 7 m for hver meter faldhøjde.
Nu kan vandet ikke løbe ud ved den fjederbelastede ventil og da vandet skal af med sin energi forsøger det at finde en anden vej. Denne anden vej er op gennem kontraventilen, hvor vandet bruger sin energi til at løfte kontraventilen, så vandet kan løbe ind i vindkedlen og op i stigrøret. Vandet strømmer så hurtigt ind i stigrøret og i vindkedlen, at gummimembranen i vindkedlen spændes opad. Når modstanden i stigrøret og vindkedlen bliver for stor stopper vandet med at løbe den vej, og kontraventilen falder tilbage i lukket stilling igen. Da vandet ikke løber mere, åbner den fjerbelastede ventil igen og vandet strømmer ud gennem denne ventil indtil farten igen bliver så høj at den fjederbelastede ventil igen lukker, hvorefter vandet igen løber gennem kontraventilen og op i stigrør og vindkedel. På den måde gentager processen sig.
Ca. 10 % af den tilstrømmende vand kan hæves 7 m for hver meter faldhøjde.