Sporet ved Vestermølle

Sporet ved Vestermølle

Spor i landskabet er etableret i et samarbejde mellem lodsejere og brugere af naturen – alt er sket af frivillighedens vej med henblik på at skabe en dialog mellem landbruget og befolkningen. Det er et arrangement, der giver mulighed for at opleve natur på en helt speciel måde.

Før etableringen blev der dannet et grønt partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Skanderborg Kommune, turistforeningen Visit Skanderborg, Skanderborg Lystfiskerforening, Vestermølle Møllelaug og Aktiv Fritid.

Etableringen er sket ved aktiv indsats fra frivillige tovholdere, der har sørget for kontakten til de enkelte lodsejere og skabt en god dialog, en forudsætning for at skabe et samarbejde mellem landmanden og skovejeren, der helt uden kompensation stiller en del af sin ejendom til rådighed for naturinteresserede. Den positive ånd skal bibeholdes også efter etableringen, derfor er det vigtig at brugere af stierne respekterer, at der kun må vandres, cykles, rides på det aftalte areal, det er ikke ok at træde, cykle ud i marken, selvom det måske virker lettere end at holde sig i skellet.

Aktiv Fritid, der er en af de mange foreninger, der holder til på Vestermølle var tovholder på Vestermøllesporet.

Sporet blev åbnet i juni 2010, der er tale om en længde på 4,4 km i et ret så kuperet terræn. Man kan starte turen ved Vestermølle, i Fruering eller neden for lossepladsen 100 m fra Oddervej. Stien er markeret med gule pile, man går i skov langs Sønderbækken, der alt afhængig af årstiden har mere eller mindre vand.

 

På markerne vil der være forskellige afgrøder – det giver mulighed for en god snak om landbrug og afgrøder, afhængig af hvilken årstid, man befinder sig i.
Højeste punkt på stien er ved Skårup Kirkevej – 90 m over havets overflade. Her er der i dag en helt fantastisk udsigt ud
over Skanderborg Sø – til Møllehøj, Ejer Bavnehøj og Himmelbjerget.
Sporet fører langs ganske stejle skrænter – skabt under istiden – for ca 16.000 år siden skød isen frem fra sydøst, for ca. 10.000 siden smeltede isen igen og efterlod det spændende landskab.

Se www.spor.dk Der er tale om trampestier, så især i vådt vejr anbefales solidt fodtøj.
Tilsammen er sporene på 650 km. Ved hvert spors begyndelse kan der i en gul stålkasse tages en gratis brochure, hvori orienteres om de oplevelser med både historisk og aktuel baggrund, som den vandrende bydes på.

Det smukkeste spor

Et af de smukkeste Spor i Landskabet er Sporet ved Vestermølle, der blev etableret og indviet i 2010 på initiativ af foreningen Aktiv Fritid Skanderborg. Fra Vestermølle går turen langs Sønderbækken op i Sønderskoven og tilbage over Skårup Kirkevej, hvorfra der er en storslået udsigt over Søhøjlandet.

Det er ikke mange steder i Danmark, der om landskabet kan bruges ordet storslået, men her gælder det. Sporet er på 4,4 km., og turen kan af den trænede klares på en god times tid.
Men sæt længere tid af – dvæl ved de steder, der omtales i brochuren og nyd udsigten. Alt sammen giver det efterfølgende lyst til en kop kaffe eller lidt at spise på Restaurant Vestermølle, afhængig af tid på dagen. God tur!