Smedjen

Smedjen

Vestermølle Haandværkerlaug fik tilsagn på ca. 850.000 kroner til bygning af et 60 m2 kampestenshus i haven syd for Sønderbækken på Vestermølle og efterfølgende indretning til smedje med esse, blæsebælg og ambolt.

Eget jern på ambolten

Ud over en smedje rummer huset en lille udstilling, der fortæller om mulighederne i en uddannelse og karriere inden for håndværk og praktiske fag i øvrigt.

Det er tanken på Vestermølle at lave jern af okker og myremalm – efter model fra en udvinding, der begyndte i Danmark for 2.500 år siden og varede indtil egentlig jernindustri nede på kontinentet udkonkurrerede den primitive produktion for 250 år siden.

Lokale sponsorer

Smedjen indrettes i et kampestenshus, der tidligere lå i Gram, men som blev pillet ned netop til senere opførsel på Vestermølle.

– Vi har alle stenene fra den bygning liggende. Der er ikke ret mange håndværkere, der endnu kan bygge med kampesten. Men der er nogle. Nu skal huset først projekteres, og så skal arbejdet i udbud. Det skal vi gøre, da huset opføres på en grund, der er ejet af kommunen. Bygningen vil også overgå til kommunen, når den er opført, siger Frede Andersen.

Projektet er realiseres pga bevillinger fra blandt andet Foreningen PlanDanmark, Fællesfonden, Lemvigh-Müller fonden og Skanderborg Kommunes Skønpuljen. En række lokale håndværkere har givet tilsagn om tilsammen 75.000 kr..

I sensommeren 2018 stod smedjen færdig og præsenterer sig flot med kampestensvægge, smedjejernsvinduer, halvdør og uden for bygningen en slibesten som i gamle dage.
Der vil ikke altid være ild i essen og hammerslag, men i forbindelse med markeder og skolebesøg vil der være liv i bygningen.