Livet på Svejstrup Østergaard

Livet på Svejstrup Østergaard

Anders Nielsen nævnes ofte med tilnavnet „Svejstrup Østergaard“. Så kunne man skelne ham fra de mange andre Anders Nielsen’er, der færdedes i landbrugskredse. Især havde man brug for ikke at blande ham sammen med den Anders Nielsen, der i en periode var Venstres partiformand og senere blev landbrugsminister.

„Mit hus er min fæstning“ er ofte citeret som Anders Nielsens valgsprog. Svejstrup Østergård var i hvert fald udgangspunktet og basen for hans udadvendte virke og dermed en vigtig del af hans historie. Men ikke kun hans! I Andelsbladet kunne man i 1938 læse dette: „Naar Svejstrup Østergaards Navn nævnes ud over Landet, da har fru Kirstine Nielsen sin store Part af Æren for dette Stednavns Velklang.“

„Skønt det var meget imod min Vilje, at vi blev Gaardmandsfolk, har Livet jo formet sig forunderligt lykkeligt for os; vi har meget at takke for.“

Sådan udtrykte Kirstine Nielsen det ved parrets sølvbryllup i 1907. Som gårdmandsdatter kendte hun alt til landbrugets besværligheder. Derfor havde hun hellere set Anders i en vellønnet stilling som konsulent end som gårdejer. De første år på Svejstrup Østergård blev da heller ikke nemme, og selv Anders var ved at fortryde: „Efter en 5-6 Aars Forløb havde jeg med Kyshaand modtaget Otto Mønsteds Tilbud [om arbejde] – da kneb det.“

Men så fik de skik på landbruget og økonomien, og ironisk nok endte det med, at det blev den modvillige Kirstine, der kom til at drive gården, mens den ivrige Anders tilbragte en stor del af tiden uden for hjemmet.

Med købet af Svejstrup Østergård i 1882 skulle Anders og Kirstine først til at indrette sig. Heldigvis havde de hjælpsomme familier. Ved indflytningen hjalp Anders’ stedfader og morbror med så nyttige ting som „en dejlig seng med tilbehør og gode forsyninger til husholdningen såsom et godt stykke flæsk, en stor ost, en halv kalv, 2 rullepølser og et fårelår.“ Så var der i hvert fald mad til det første stykke tid!

Det var en ganske stor gård, det unge par havde overtaget. Der hørte 79 tønder land til ejendommen; de 66 var agerjord og resten tarvelig eng. Desuden medfulgte „hele Ejendommens Sæd, Avl og Afgrøde, Furage, Straa og Giødning“, en mængde inventar og besætningen: 3 heste, 4 får, 1 vædder, 20 køer, 8 kalve, 20 høns og 1 svin. Stuehuset var nyt og i så god en kvalitet, at det står den dag i dag. Udbygningerne var derimod i dårlig stand, så de blev gradvist udskiftet med solide murstensbygninger.

For al den herlighed skulle der betales 63.000 kr.. Økonomisk var det en stor mundfuld for det unge par. Men familien hjalp dem med købet, og så var det ellers bare om at tage fat. Begge ægtefæller kastede sig da også ud i arbejdet. Men Anders greb landbruget anderledes an, end man var vant til i Svejstrup. Det blev der talt en del om, og Anders blev mødt med nogen skepsis. „Men afholdt var jeg ikke – og det er ingen, som ikke følger Skik“, skrev han senere.

Kirstine var mælkeriuddannet, og i løbet af 1880’rne moderniserede hun og Anders gårdens mejeri. Det blev blandt andet udstyret med en moderne hestetrukken B & W-centrifuge. Der var ingen tvivl om, at man på Svejstrup Østergaard fulgte med udviklingen. nders Nielsen øgede gårdens mælkeproduktion betragteligt op gennem 1880’rne. I 1890 oplyste han, at de nu 25 malkekøer gav en gennemsnitlig årlig mælkemængde på 6.000 pund per ko, „i de sidste Par Aar noget over.“ Faktisk havde besætningen præsteret en gennemsnitsydelse på 7.208 pund i 1888/89, hvor Anders havde deltaget i en konkurrence i landboforeningen. Tallene skal sammenlignes med de 4.500 pund, der på den tid var almindeligt på de egne.

Kirstine fik altså mælk nok at arbejde med i sit gårdmejeri, og hendes mejeriuddannelse betalte sig – kvaliteten af hendes varer kom efterhånden på niveau med de professionelle herregårdsmejerier og andelsmejerierne. En stor del af smørret og osten blev solgt til private hjem i Skanderborg – og leveret af børnene, når de kørte til skole i deres lille hestevogn.

Trods de gode resultater, opgav Kirstine hjemmemejeriet i 1899. Herefter blev mælken leveret til Marskendal, det lokale andelsmejeri. Det var en udvikling, man så overalt i landet

“Det der mest har interesseret mig har været de Spørgsmaal, der kunde forøge Landbrugets pekuniære Udbytte.“ Sådan skrev Anders Nielsen i 1907. Siden har man især husket ham for oprettelsen af en lang række andelsselskaber. De gavnede netop landbrugets økonomi, blandt andet ved at lade forretningernes overskud gå tilbage til bønderne.

Anders’ første indsats gjaldt imidlertid et helt andet område. Lige fra han som 20-årig begyndte at undervise på Karise Højskole, var han stærkt optaget af at bringe sine faglige kundskaber videre til andre landboere. Hvis bønderne skulle klare sig godt, måtte de nemlig modernisere og udnytte den sidste nye viden. Og det bidrog Anders til, hvor som helst han kunne komme til det.

I 1941 holdt A. Axelsen Drejer et radioforedrag om Anders Nielsen. Her sagde han om Kirstine:

„Hun havde gennem de mange Aar staaet for Styret i Hjemmet og paa Gaarden og dermed rent praktisk muliggjort, at han kunde ofre hele sin Tid paa de ydre Opgaver. Hun var en af de solide, dygtige Husmødre og Hustruer, som vi jo skylder adskillige Fortjentsmedaljer.“

Denne opfattelse af Kirstine som den dygtige kvinde bag den udadvendte mand går igen i mange beskrivelser af hende. Men den er slet ikke fyldestgørende. Som medlem af Dansk Kvindesamfund var Kirstine næppe indstillet på at stå i skyggen af sin mand. Faktisk drev hun Svejstrup Østergård i flere år end Anders, og ved siden af arbejdet på gården var hun selv engageret i et omfattende foreningsarbejde. Kirstine er én ud af en lang række samtidige kvinder, der var stærkt optaget af forholdene i samfundet og ikke holdt sig tilbage for at blande sig. Deres muligheder var imidlertid begrænsede i et mandsdomineret samfund, og også historieskrivningen har gang på gang tilsidesat dem. Her skal Kirstine dog ikke forbigås.

Det fortælles, at Kirstine Nielsen forlangte 50 øre af Anders, hver gang hun spændte hestene for vognen for at køre ham til eller fra Skanderborg Station. Men kunne det virkelig passe? Jo, det kunne det såmænd nok …

Når Anders Nielsen drog af sted til sine mange møder, efterlod han driften af gården til Kirstine. Ingen betvivlede hendes dygtighed eller værdien af hendes arbejde, men det var stadigt Anders, der stod som gårdejeren.

Når Anders var så optaget af at forbedre bøndernes økonomi, var det fordi, han mente, der var en tæt sammenhæng mellem økonomisk uafhængighed og menneskelig værdighed. Bønderne havde været kuede igennem det meste af historien, men nu gjorde de sig fri af de gamle magthavere – både på det økonomiske og det politiske område.

Landets førende hjemmemejerske, Hanne Nielsen på Havarthigård, mente også, at det var nemmere at rette ryggen med en selvstændig økonomi. Hun havde som ung gårdmandskone tilbudt sin mand at forpagte gårdens mælk på samme betingelser som den hidtidige forpagter. Hun betalte 8 øre for hver kande mælk, og så sørgede hun selv for malkningen. Hannes mejeri blev drevet som en selvstændig del af gården med eget regnskab og egne medarbejdere. De to ægtefæller førte endda indbyrdes regnskab! Det var måske lidt besværligt, men det gav et ærligt resultat. Værdien af Hannes arbejde blev præcist dokumenteret, og enhver kunne se, at Hannes ryg var rank.

Når Hanne holdt foredrag i landboforeningerne, opfordrede hun indtrængende kvinderne til at efterligne hendes egen forpagtningsordning. Kirstine Nielsen havde lært mejeri hos Hanne, så hun kendte hendes ideer. Og derfor var det sikkert også en forudsætning, at udgifterne blev bogført præcis, hvor de hørte hjemme, dengang hun selv forpagtede Svejstrup Østergård.