Genopbygningen af den store lade på 300 m2 var et kæmpe arbejde, idet bygningen skulle istandsættes og isoleres til helårsanvendelse med respekt for den oprindelige arkitektur.
Der var tale om et arbejde til knap 5 millioner kroner, hvor hovedsponsor var Realdania. Foreningen Plan-Danmark, Fællesfonden og Nordea Skanderborg/Hørning samt Skanderborg Kommune er blandt projektets øvrige bidragydere.
Forslaget var udarbejdet af arkitekt Anna Mette Exner, Brøgger Arkitektfirma i Århus,
i samarbejde med Skanderborg Kommunes arkitektfirma Frost Larsen og Tri Consult ingeniører.
Anna Mette Exner fortæller om udgangspunktet løsning af opgaven:
“Laderummets store attraktion er bygningens voluminøse, enkle og arketypiske hovedform samt den fantastiske og originale tømmerkonstruktion. For arkitektonisk at spille op til og forstærke disse iboende værdier, er to nye af praktiske årsager nødvendige bygningselementer udformet i kontrast hertil – med anderledes glatte materialer i et moderne formsprog med skæve linjer, der bryder tømmerkonstruktionens faste rytme.
Detaljeringen er præcis og stram i modsætning til Ladens grove og ujævne overflader. Udformningen af elementerne er tilpasset funktionerne, og tekniske installationer er efter behov anbragt i “hætter” over de to elementer.
Håndværkerne afleverede Laden 17. august 2012. Herefter fik Vestermølle og Skanderborg samt områdets foreninger, erhvervsliv og borgere et unikt multifunktionelt rum. Det bliver året rundt benyttes til møder, seminarer, udstillinger, koncerter og sammenkomster.
Restaurant Vestermølle betjener gæster i Laden, ligesom det er sket i Møllehuset og Riddersalen siden åbningen af disse bygninger i august 2010.
Projektet er afslutningen på en omfattende restaurering og ombygning af Vestermølle, der i dag fungeret som kultur-, aktivitets- og formidlingscenter.
Da Laden stod klar var det oplagt at indvie det samlede Vestermølle, hvilket skete med regentbesøg søndag 2. september 2012. Den nu afdøde prinsegemal Prins Henrik sørgede for festlig underholdning, da snoren til Laden skulle klippes over.
Snoren var bundet af strå og aks fra de 4 gamle danske kortsorter, og saksen var en gammeldags brødmaskine. Prinsegemalen brugte så stor kraft, at både snor og skærer røg fra bordet. Dette blev hurtigt reetableret, så et behersket drej fik snoren klippet over som planlagt.
En festlig dag var skudt i gang og regentparret fik naturligvis nymalet mel retur ligesom dengang, der boede Konger og Dronninger på Skanderborg Slot.