Den 31. marts 1882 blev 22-årige Anders Nielsen 30 gift med 23-årige Ane Kirstine Pedersen. Dagen efter flyttede de ind på Svejstrup Østergård mellem Ry og Skanderborg. Deres unge alder til trods havde de vovet springet og købt deres egen gård. Helt uforberedte var de nu ikke. De kom begge fra landbohjem og havde brugt en del af ungdomstiden på at uddanne sig.
Anders’ og Kirstines tidlige erfaringer havde gjort dem parat til et liv som gårdejere, men mere end det. De havde begge fået en samfundsinteresse og en virkelyst, som skulle præge dem i hele deres voksenliv.
De oplevelser, der formede dem, er beskrevet i dette afsnit.
Anders (født 1859) voksede op på en gård på Skanderborgegnen, mens Kirstine (også født 1859) var gårdmandsdatter fra Slagelsekanten. Der var tale om to større gårde, så selv om Anders Nielsen senere har fortalt om bøndernes nøjsomme liv og den ensformige, simple kost, så har vi ikke grund til at tro, at de to børn gik sultne i seng. Som andre børn på den tid har de deltaget i gårdens arbejde, hvor de kunne. På den måde lærte de både landbokulturen og landbrugsfaget at kende fra barnsben af.
Anders har senere fortalt om dele af sin barndom, så den ved vi mest om. Den var også den mest omskiftelige.
Anders Nielsen blev efter moderens død boende på gården hos sin stedfar, som et par år senere giftede sig igen. På den måde fik Anders sig også en stedmor. Til den nære familie hørte desuden en ældre broder, fire ældre søstre og to yngre delsøskende. Og så var der ikke mindst bedsteforældrene i Hemstok. De var Anders’ forbindelse til den øvrige slægt og et stabilt tilflugtssted i en barndom, præget af skiftende forældre.
De biologiske forældre var efter Anders’ eget udsagn velstående bønderfolk, og de efterlod en betragtelig arv til børnene og stedforældrene. Slægten hørte hjemme blandt „de Rye bønder“, som gik for at have været velhavende i adskillige generationer. Rye-bønderne havde – som mølleren på Vestermølle – købt deres fæstegårde, da rytterdistriktet blev solgt i 1767, men derudover havde de få år senere købt nogle store skovpartier. Fra skovene leverede de træ til en omfattende træskoproduktion med levering i hele Jylland. Det lagde grunden til Rye-bøndernes særlige rigdom.
Rigdommen til trods understregede Anders Nielsen, at de stadig var bønder „baade i Klædedragt og i alle Sæder og Skikke.“ Kosten var enkel, og der blev arbejdet fra solopgang til solnedgang. Man var sparsommelige, men behøvede ikke at frygte for terminerne. Og Anders noterede sig, at den økonomiske selvstændighed betød, at de var deres egne herrer. Hverken godsejere eller embedsmænd bestemte over dem. „Følgelig tog man sin Hat af for hvem man ønskede, ellers lod man den sidde.“ Det blev en vigtig lære for Anders.
Frederik 4. havde i 1721 forlangt, at der skulle opføres 20 nye skoler i Skanderborg rytterdistrikt. Det gav egnen nogle af tidens allerbedste almueskoler. Men Anders Nielsen var ikke imponeret over standarden i 1860’rne.
Degnen – der i øvrigt ofte var fraværende – benyttede sig af noget, der kunne minde om „indbyrdes undervisning“. Det var oprindeligt en engelsk undervisningsform, hvor læreren skulle undervise et meget stort antal elever efter et nøje planlagt system. De dygtigste elever fungerede som en slags hjælpelærere. Det var en billig løsning, og derfor forsøgte de danske myndigheder sig med systemet mellem 1820 og 1850. Her i 1860’rne mente Anders’ degn vist stadig, at de dygtigste elever burde hjælpe ham med at overhøre de andre i lektierne og også gerne kontrollere deres regnestykker. Som regel var der dog ikke ret mange fejl at finde, for eleverne havde i fællesskab indkøbt deres egen facitbog. Med et glimt i øjet kaldte Anders Nielsen indkøbet for hans første andelsselskab. Så noget fik han da ud af almueskolen.
I niårsalderen forlod han degnen for i stedet at få privatundervisning sammen med en håndfuld andre børn på gården Stensgaard. Den var ejet af én af hans onkler. Der var undervisningen bedre, og da Anders forlod folkeskolen i 1873, var det med fine karakterer. Ifølge hans datter lå de mellem ug (udmærket godt) og mg (meget godt), som var de to højeste værdier i datidens karakterskala.
Men Anders var slet ikke færdig med at lære.
Kirstine blev født i 1859. Hendes far døde tretten år senere, men så overtog moderen gården. En af Kirstines brødre – de var syv søskende i alt – blev bestyrer. Det fortælles, at Kirstine allerede som lille pige hjalp til med det daglige arbejde; ikke kun i husholdningen, men også i landbruget. På den måde fik hun kendskab til alle gårdens arbejdsopgaver, og det var nyttigt i en tid, hvor der ikke var tradition for at sende pigerne på landbrugsskole. Senere i ægteskabet med Anders skulle hun da også få stor glæde af sin landbrugsmæssige lærdom.
Andelsbladet fortalte i anledning af hendes 80 års fødselsdag, at hun „voksede op i et godt Hjem, hvor Flid, Nøjsomhed og Dygtighed sad til Højbords.“ Det var egenskaber, som for alvor var blevet nødvendige to generationer tidligere. Da overtog Kirstines farfar, Søren Pedersen fæstet efter sin egen far, der havde siddet på Havrebjerggård siden 1771. Men Søren fik gården på nye betingelser – nemlig som et arvefæste. Det betød, at han fik større råderet over gården, men også at afgifterne blev højere. Arvefæstet var det nærmeste, han kunne komme et egentlig selveje. Det var stadig Brorup gods, der ejede gården, men Søren kunne belåne den, udstykke den, sælge den eller lade den gå videre til arvingerne uden at spørge godsejeren om lov. Altså forudsat, at han betalte den årlige afgift, og det krævede netop „Flid, Nøjsomhed og Dygtighed“. Søren klarede det og overkom også hvervet som sognefoged – som også Kirstines far siden gjorde det.
I 1870’rne var det langt fra alle unge landboere, der fik sig en egentlig landbrugsuddannelse. I stedet lærte de faget gennem praktisk arbejde. Det foregik først hjemme hos forældrene og siden som karle og piger på andre gårde. Men så blev den traditionelle danske kornavl udkonkurreret, og landbruget skulle finde nye veje. Det var ikke længere nok at gøre som de foregående generationer. Der opstod behov for ny og aktuel viden, men det var langtfra alle, der kunne få råd til at forlade arbejdet og i stedet sætte sig på skolebænken. Anders og Kirstine var blandt de heldige.
I 1873 blev Anders Nielsen konfirmeret. Samtidigt forlod han folkeskolen. Først passede han køer hjemme på gården, og siden hjalp han til i landbruget hos Niels, hans ældre bror. Niels havde en lille gård i en hedeegn ved Sdr. Resen. Gården gjorde ikke megen stads af sig, og landbruget var besværligt. Alligevel blev det en god tid for Anders.
Som 16-årig tog han så et halvt år på højskole. Han valgte Emdrupborg, som var både en folkehøjskole og en landbrugsskole. Emdrupborg havde et drengehold om vinteren og et pigehold om sommeren. Opholdet skulle gøre eleverne til „ædle, sunde og oplyste“ mennesker med respekt for såvel åndens som håndens arbejde. De unge skulle udvikle „Sans for gavnlig Virksomhed og Afsky for Dagdriveri.“ Forstanderen, Jeppe Tang var selv et godt eksempel. Han var på samme tid folketingsmand for Venstre og også leder af Blaagaard Seminarium inde i København
Der var lagt op til syv timers daglig undervisning. Alle elever blev tilbudt de traditionelle højskolefag som historie, dansk, regning og skønskrivning. Desuden „jordbeskrivelse“, som handlede om natur og folkeliv. Drengene kunne yderligere vælge Danmarks statistik og geometrisk tegning, Samfundshusholdningslære, Forfatningslære, Kommunallovene og Landboforhold i almindelighed. Faget Landbrugslære og naturvidenskab behandlede den teoretiske side af agerdyrkningen og landbrugets dyrehold. Der kunne også suppleres med Landmåling og nivellering, redskabs- og maskinlære. De særlige pigefag var færre. De bestod af Håndarbejde og efter ønske Mælkeri og eventuelt Husgerning.
Emdrupborg højskole gav Anders Nielsen lyst til at lære mere om landbrug. „Lille af Vækst turde jeg ikke gaa til Landhusholdningsselskabet, men gik ret fuldstændig uforberedt ind paa Landbohøjskolen“, fortalte han senere.
Landhusholdningsselskabet havde siden 1769 været optaget af at uddanne bønderne. Først præmierede man de dygtigste i et håb om, at andre ville efterligne deres gode eksempel. I 1820 startede så „den treaarige Uddannelse på større Gaarde af Landvæsenslærlinge“. Princippet var: bonde lærer bonde! Unge gårdmandsønner kom i lære på særligt veldrevne gårde og skulle bagefter bringe deres nye viden ud i det øvrige samfund.
Det var den uddannelse, Anders Nielsen ikke turde gå i gang med. I stedet skrev han sig ind på Landbohøjskolen. Her var der siden 1858 blevet tilbudt teoretisk undervisning på videnskabelig basis, blandt andet inden for agerbrug.
Anders var 18 år gammel, da han begyndte uddannelsen, og netop fyldt 20, da han kunne kalde sig nyuddannet landbrugskandidat. Han klarede ikke sine eksaminer lige så godt som i folkeskolen, men måtte nøjes med en 2. karakter. Det omfattende teoretiske stof var uden tvivl en stor mundfuld på baggrund af en folkeskoleeksamen og et halvt år på højskole. Socialt havde skolen også været en udfordring. Han havde mødt unge fra andre samfundsgrupper med en meget anderledes moral, som han havde svært ved at acceptere. Men han havde opnået et godt forhold til professor Segelcke, og det gav jobmuligheder.
Et højskoleophold kunne være berigende på mange måder. Eleverne oplevede et nyt miljø, de fik nye venner, de kom til at beskæftige sig med nogle helt andre ting end derhjemme, og de fik ny viden. Det ville pigerne naturligvis også gerne, og derfor oprettede mange højskoler særlige sommerhold for piger.
På Emdrupborg havde drengene de fleste fag at vælge imellem. Pigerne kunne foruden de fælles højskolefag kun tage håndarbejde, husgerning og mælkeri. Gårdenes mælkeri – eller mejeri – var traditionelt kvindernes ansvar, og derfor ville mange gerne uddannes som mejersker. Allerede i 1836 havde Landhusholdningsselskabet indført en toårig mejeriuddannelse for kvinder, men de havde netop nedlagt den igen i 1875. Så måtte unge kvinder som Kirstine gå andre veje.
Kirstine tog altså på Emdrupgård Højskole, og så tog hun til Hanne Nielsen på Havarthigård. Med professor Segelcke som sin vejleder havde Hanne Nielsen opbygget et særdeles velfungerende hjemmemejeri. Ikke mindst hendes ostefremstilling var berømt. Hendes kurser havde et godt ry og blev besøgt af mange gårdmandsdøtre op gennem 1870’rne, selv om de var ret dyre.
Hos Hanne lærte Kirstine mejeridrift, men senere skulle det vise sig, at hun også havde lært andre ting på Havarthigård. Hun havde blandt andet set, hvordan ægtefællerne kunne fordele arbejdet imellem sig. Den viden blev nyttig i ægteskabet med Anders. Se mere herom i En sød anekdote eller … i afsnittet om Svejstrup Østergård.
I 1853 fik den 23-årige Hanne Nielsen mulighed for at drive mejeri på Havarthigård. Byernes efterspørgsel på smør og ost var stigende, og Hanne kunne se mulighederne.
„Mælkeriet“ var traditionelt kvindernes domæne. Den nødvendige viden gik i arv fra generation til generation, men Hanne ville lære mere. Hun fik kontakt med Landhusholdningsselskabets mejerikonsulent, Th. Segelcke, og i 1861 tog hun på mejerikursus på et par større danske herregårde. I 1865 begyndte en række studieture til både Sverige, Norge, England, Holland, Schweiz og Frankrig. Hanne lærte at fremstille nye oste, og hun lærte også lidt af hvert om smør. Hendes varer blev præmieret i både indland og udland, og i 1875 oplevede hun at blive Kgl. Hoflevrantinde. Samme år åbnede hun et udsalg i København. Hver eftermiddag tog hun derind for at sælge sine varer.
I 1866 begyndte Landhusholdningsselskabet at sende mejerielever til Hanne. Den ordning varede dog kun til 1870, for selskabets betaling kunne ikke hamle op med Hannes private elever. De betalte dyrt for hendes kurser, og samtidigt erstattede de tjenestepigerne. I 1860-70’rne havde Hanne flere end tusinde kursister. Det var en anbefaling at have lært på Havarthigård.
Men så faldt kornpriserne. Indtægterne fra mejeridriften kom til at betyde mere for gårdenes økonomi, og mændene overtog gradvist faget. De havde gået på landbrugsskole og kunne derfor nøjes med nogle korte ekstra-kurser hos Hanne. Samtidigt blev Hannes håndværk forældet. Nye teknikker og ikke mindst andelsmejerierne udkonkurrerede kvindernes gårdmejerier. En æra var slut.
Først brugte både Anders og Kirstine en del af deres ungdom på at uddanne sig. Så skulle den nye viden tages i brug. Begge fik lejlighed til at lære fra sig som undervisere på Karise Højskole, og der mødte de hinanden.
Efter sin eksamen fra Landbohøjskolen i 1879 fik Anders arbejde, dels som mejerikonsulent under professor Segelcke og dels som lærer på højskolen i Karise.
Karise Højskole var stiftet i 1869. Man havde dengang diskuteret, om skolen især skulle tilbyde praktiske kundskaber, eller om den skulle fokusere på en folkelig og religiøs oplysning. Man enedes vel nærmest om en mellemting; skolen skulle give eleverne lyst, mod og evner til selv at søge videre uddannelse. Præcis sådan, som Emdrupborg Højskole tidligere havde virket på den unge Anders Nielsen.
Fra 1879 hed Karises forstander K. C. Knudsen. Han havde – som Anders og Kirstine – en fortid på Emdrupborg Højskole. Dog ikke som elev, men som lærer. Knudsen ønskede at give eleverne virkelige kundskaber. De skulle forstå, hvordan teoretisk viden kunne anvendes i det praktiske arbejde. Han underviste selv i fysik og kemi, og skolen fik efterhånden tilnavnet „den fysiske højskole.“ Her lærte eleverne det nyttige i at søge og afprøve ny viden.
Anders underviste på højskolen i tre vintre. Den 29. marts 1882 afsluttede han sit sidste hold. Dagen efter blev han gift med Kirstine, og den 1. april overtog de Svejstrup Østergård ved Skanderborg. Da Anders mange år senere fejrede sin 60 års fødselsdag, kunne man i en artikel i Andelsbladet læse, at han havde stået „i et mere end almindelig godt Forhold til Eleverne, der satte stor Pris paa ham.“
Anders var nu heller ikke færdig med at lære fra sig. Det kom blot til at foregå i nogle andre sammenhænge.
Højskolernes store gennembrud kom efter krigen i 1864. Mange nye skoler kom til, og det årlige elevtal steg. Ved århundredskiftet lå det omkring de 6000. Det var kun, når landbrugets indtjening faldt, at man oplevede tilbagegang. Størsteparten af eleverne kom nemlig fra gårdmandsstanden. Folkehøjskole eller ej – langt fra alle havde råd til et ophold.
Højskolernes opblomstring faldt sammen med landbrugets omstillingsfase i den sidste del af 1800-tallet. Man har derfor ledt efter en sammenhæng. F. eks. mente højskoleforstander Ernst Borup i 1939, at højskolen havde haft en „mægtig Betydning“, for „Bondestandens Fremgang“. Især har man villet forklare fremkomsten af andelsbevægelsen med højskolernes indflydelse. Ganske vist underviste skolerne ikke i andelstanken. Men mange højskolefolk har ment, at højskolens fortælling om folket inspirerede eleverne til at handle i fællesskab. Og at de derfor slog ind på andelsvejen.
I 1971 opfordrede historikeren Claus Bjørn til en mere forsigtig og nuanceret opfattelse. Højskolernes påvirkning var nemlig hverken entydig eller stod alene. For eksempel kom den „folkelige vækkelse“ ikke lige stærkt til udtryk på alle højskoler. Til gengæld blev den på samme tid næret af foredragsforeninger, valgmenigheder, friskoler og tilsvarende. At højskolernes undervisning i dansk, skrivning og regning gjorde det lettere for eleverne bagefter at deltage i foreningsarbejde, er der næppe tvivl om. Men de samme fag blev altså også undervist på aftenskoler og på de rene landbrugsskoler.
I foråret 1897 havde der været flere angreb på højskolerne. Kaptajn Simesen havde i Århus Amts Skoleråd udtalt, at han anså højskolerne for at være noget nær en ulykke for landet. Eleverne lærte intet, men kom hjem med hovedet fuld af forvildede ideer og med en inderlig afsky for legemligt arbejde. En hr. Aubert havde rettet en lignende anklage: de unge mistede lysten til det grove arbejde, når de først havde været på højskole.
Anders Nielsen svarede igen i en stor artikel på forsiden af Skanderborg Amts Avis. Her henviste han til den respekterede N. P. J. Buus. Han havde allerede i 1883 givet højskolen det meste af æren for de unges stærkt forbedrede kundskaber og store åndelige udvikling. Det skete på baggrund af 20 års erfaring med Landhusholdningsselskabets lærlinge. Etatsråd Tesdorf, der havde arbejdet med lærlinge siden 1852, fandt også, at højskolen havde en yderst gavnlig indflydelse på de unge.
I en beskrivelse af Andelsbevægelsen citerede Anders Nielsen i 1910 endnu flere begejstrede tilhængere af højskolen. Han sluttede af med at konkludere, at højskolen var fundamentet for „ikke blot Andelsbevægelsen, men den danske Bondestands kulturelle Stade i det hele“. Det var måske lige flot nok, men det udtrykte i hvert fald Anders Nielsens egen begejstring. Han havde selv fået sin lyst til at lære mere under sit ophold på Emdrupborg Højskole, og den lyst kunne ikke vurderes højt nok. Anders mente nemlig, at uddannelse var vejen frem for landbruget.
Anders Nielsen har noteret om tiden efter Landbohøjskolen:
Prof. Segelcke tilbød mig fri Uddannelse i Mejeribruget, antog mig til sin private Mejerikonsulent. Tilbød mig Plads i Sverrig, den bedste Konsulentplads, der eksisterede i Mejeribrug.
Anders Nielsen må have gjort indtryk på professoren, mens han gik på Landbohøjskolen. I hvert fald tog Segelcke Anders under sine vinger. Hos Valentiner på Gjeddesdal og ved Hanne Nielsen på Havarthigård lærte Anders den praktiske del af mejerifaget, og så fungerede han ellers som mejerikonsulent hos Segelcke om sommeren, mens han om vinterens underviste på Karise Højskole.
Men Segelcke havde mere i ærmet. Han formidlede et tilbud videre fra Otto Mønsted, der på det tidspunkt havde en engrosforretning i Århus med smør, korn og foderstoffer. Otto Mønsted eksporterede dansk smør og var stærkt optaget af at højne kvaliteten. Han tilbød nu at ansætte Anders Nielsen i en vellønnet livsstilling. Anders havde imidlertid ikke lyst til at opgive drømmen om sit eget landbrug, og selv om Segelcke mente, at selv en livsstilling nok kunne opsiges efter nogle år, valgte Anders at takke nej.
I stedet købte han Svejstrup Østergård. Nu skulle der drives landbrug!